Ægte kundeoplevelser i et atypisk supermarked

Fra en positivt overrasket forbruger i Austin, Texas

Af Camilla Hjort, Loyalty Group

I USA findes en supermarkedskæde, som har forstået, hvad det vil sige, at skabe unikke kundeoplevelser. En oplevelse, som kombinerer kvalitetsprodukter, inspirerende indretning og god service med social ansvarlighed og hensyn til miljøet. Bliv inspireret af en forbrugers egne oplevelser i et atypisk amerikansk supermarked.

Supermarkedskæden Whole Foods blev grundlagt i 1980 i Austin Texas. I dag er den vokset til mere end 300 butikker i USA og Storbritannien. Her har man forstået, at en god kundeoplevelse ikke bare handler om en ren butik og at tage høfligt imod kundernes penge. Hos Whole Foods får man en komplet oplevelse, uanset om man er madinteresseret eller politisk forbruger.

Produkter som kan lugtes og føles

Produkterne er valgt ud fra, at de skal være naturlige og økologiske produkter af højeste kvalitet. Så man finder alt fra delikate franske oste til lokale økologiske pølser. Til forskel fra discountsupermarkederne, kan man lugte til og føle på produkterne, så man kan vælge lige det, som passer til den dag, man skal spise det. Tilmed netop i den mængde, man har brug for, da de fleste af varerne sælges i løssalg.

Inspirerende indretning og gode råd

Whole Foods varer er indbydende sat op, og medarbejderne sørger hele tiden for, at der er fyldt op. Varerne er placeret på tværs af kategorier, så det er nemt at finde inspiration til aftensmaden. Er man i tvivl om, hvordan en ret tilberedes, så er der også hjælp at hente. Slankeplaner kan de også klare og mange af produkterne er markeret med relevant ernæringsinformation som f.eks. fedt- og glutenindhold. Som et eksempel på "det lille ekstra", kan alle børn få et stykke gratis frugt, så forældrene - og alle de andre kunder - kan handle uden brok fra skrupsultne børn.

Nemt at være miljøbevidst og social ansvarlig

Whole Foods gør det nemt for forbrugeren at være miljøbevidst. Varer fra nærområdet er tydeligt markeret og f.eks. er vaskepulveret kategoriseret efter, hvor meget det forurener. Butikkerne indsamler naturligvis brugte korkpropper og batterier. Medbringer man sit eget indkøbsnet, så sparer man yderligere penge. Og selv kassebonerne er små - der skrives nemlig tæt og på begge sider! Whole Foods tager både del i lokalsamfundet og hjælper også verdens fattige. De samler både penge og madvarer ind samt yder lån til diverse producenter i 3. verdens lande.

Hjælpsomme og engagerede medarbejdere

Medarbejderne er altid meget høflige og engagerer sig hurtigt med kunden. Har man brug for deres hjælp, er den nem at finde, og de slipper dig ikke, før du har fået svar på dine spørgsmål. De kan både hjælpe dig med at finde en specifik vare og svare på, hvilken sirup, der nu er bedst i pecan-tærten. Det er også et godt sted at arbejde, for medarbejderne får betalt træning, sygeforsikring, ferie, pension og naturligvis rabat i kæden. Derfor genkender man også altid ansigterne, for de udskiftes ikke så tit. De har ikke nogen stram konservativ dresscode, så de fleste medarbejdere ligner nogle økologiske hippier, men det er blot med til at understrege den profil, som de fleste af kunderne også har.

Vender altid tilbage til den unikke oplevelse

Naturligvis kan det ske, at der ligger et stødt æble i bunken, men det er undtagelsen, der bekræfter reglen - så der ligger helt sikkert masser af fine eksemplarer lige ved siden af. Når man kommer hjem med dejlige varer, så føler man sig som en del af en større mening. Medarbejderne gør altid deres ypperste for at skabe en unik kundeoplevelse. Det er derfor, man vælger at lægge vejen forbi supermarkedet igen og igen - også selvom varerne på ingen måde er de billigste.

I et land hvor begreber som plastfoliering og convenience er fremherskende, er det befriende at kunne finde den ægthed og nærhed som Whole Foods står for. Hvordan differentierer du dig overfor dine kunder?

Artikler

Hent inspiration i
vores artikelarkiv.

 

Research

Læs om vores egne undersøgelser.

 

LoyaltyNews

Få inspiration til
øget kundeloyalitet