Faldende loyalitet i forsikringsbranchen

Af Nitin Ruparelia, Loyalty Group

Danskernes loyalitet overfor deres forsikringsselskab er faldet og samtidig har en ud af fire overvejet at skifte forsikringsselskab. Det viser Loyalty Groups seneste brancheundersøgelse "BrancheIndex Forsikring 2012", hvor 3600 privatkunder har vurderet deres forsikringsselskab.

De danske forsikringsselskaber har oplevet et fald i kundeloyaliteten i forhold til 2011. Lærerstandens Brandforsikring er igen at finde i toppen, men med et markant fald på 7 indekspoint i forhold til sidste år. I bunden finder man If…, som også er gået tilbage med 7 indekspoint (figur 1).

Branche Index -Forsikring 2012
Figur 1: Kundeloyalitet i forsikringsbranchen (indeks 0-100, beregnet på kryds af loyalitetsspørgsmål med 1-7 svarskalaer).

Lærerstandens Brandforsikring topper også listen på spørgsmålet om, hvor danskerne oplever, at de får mest værdi for pengene. Igen finder man If… og Nykredit i bunden (figur 2). Direktør og seniorrådgiver Mikkel Korntved i Loyalty Group siger om udviklingen i BrancheIndex Forsikring:
- At Lærerstandens Brandforsikring og FDM Forsikring oplever så markante fald i loyaliteten i forhold til sidste år kan skyldes sammenlægningen med LB Forsikring. Det ses ofte, at kunderne efter en fusion bliver bekymrede for, om alting fortsat vil forblive det samme. Derfor er det i sådan en situation afgørende vigtigt at skabe tryghed blandt kunderne.

Branche Index - Forsikring 2012
Figur 2: Værdi for pengene i forsikringsbranchen (indeks 0-100, omregnet fra en 1-7 svarskala).

En ud af fire overvejer at skifte forsikringsselskab

BrancheIndex Forsikring 2012 viser også, at en ud af fire danskere har overvejet at udskifte deres forsikringsselskab inden for det sidste år. Værst ser det ud for Nykredit, hvor 39 % af deres kunder har overvejet at skifte til et andet selskab. I den anden ende af skalaen finder man Lærerstandens Brandforsikring, hvor kun 10 % af kunderne har overvejet at skifte selskab (figur 3).

BrancheIndex - Forsikring 2012
Figur 3: Andelen af forsikringskunder, der har overvejet at skifte deres forsikringsselskab inden for de sidste 12 måneder.

Når man spørger danskerne om de væsentligste årsager til, at de har overvejet at skifte forsikringsselskab, er det ikke overraskende høje priser/præmier, der står øverst på listen. Mere interessant er det dog, at manglende værdi for pengene er nummer to på listen (figur 4). Mikkel Korntved siger:

- Det er selvfølgelig problematisk, at forsikringskunder føler, at de betaler for høje præmier, men det er et langt større problem, at de ikke oplever at få tilstrækkelig værdi for pengene. Det er på det seneste blevet nævnt i forskellige medier, at forsikringsselskaberne tjener gode penge. Det gør det endnu vigtigere, at selskaberne kan retfærdiggøre overfor deres kunder, hvorfor de betaler den præmie, de gør.

BrancheIndex - Forsikring 2012
Figur 4: "Hvad er de væsentligste årsager til, at du har overvejet at skifte forsikringsselskab?"

Se presseomtale af BrancheIndex forsikring


 

Læs om vores andre Brancheundersøgelser

Artikler

Hent inspiration i
vores artikelarkiv.

 

Research

Læs om vores egne undersøgelser.

 

LoyaltyNews

Få inspiration til
øget kundeloyalitet