Forside 9 Inspiration 9 Artikler 9 Kun 13 % af virksomhederne er reelt CX-modne. Resten tror, de er bedre, end de er.

Kun 13 % af virksomhederne er reelt CX-modne. Resten tror, de er bedre, end de er.

Dette er første temaartikel af 8 fra Loyalty Groups CX Maturity Study 2026, baseret på svar fra 200+ CX-ansvarlige i 20 lande – heraf 125 fra Norden. I disse artikler folder vi rapportens pointer ud med endnu flere data, end den officielle rapport har plads til.

Vil du vide, hvor modne I er?

Vi hjælper jer med at afdække, hvor CX-modne jeres virksomhed reelt er, og hvad der konkret skal til for at lukke kløften mellem ambition og resultater. Vores Customer Centricity Maturity Assessment (CCMA) kortlægger detaljeret – via 54 målepunkter blandt både medarbejdere og ledelse – niveauet af jeres kundeorientering og de barrierer, der forhindrer en fuld udnyttelse af CX-indsatsen. CCMA giver jer et konkret grundlag for at ændre det.

87 % af virksomhederne tror, de er godt på vej med kundeoplevelsen. Kun 13 % kan reelt dokumentere det. Sådan lyder et af fundne i vores nye CX Maturity Study 2026, der bygger på svar fra 203 CX-ansvarlige i 20 lande. Måler man på tværs af alle de discipliner, kundeoplevelsen kræver, er det kun et lille mindretal, der er stærke på alle parametre.

Det er ikke en kritik af ambitionsniveauet. Alle virksomheder i undersøgelsen har allerede sat kundeoplevelsen på dagsordenen, afsat ressourcer og igangsat initiativer. Problemet ligger et andet sted: i afstanden mellem at arbejde med kundeoplevelsen og reelt at være god til det.

Sådan afsløres selvbedraget

Modenhedsindekset bygger på seks dimensioner: strategi, måling, systematisk forbedring, ledelsesejerskab, ledelsens opbakning til medarbejderne og dokumentation af effekt. En virksomhed tæller først som “høj modenhed”, hvis den scorer stærkt på alle seks områder samtidig. Der er ingen gennemsnitsberegning, hvor styrke ét sted kan opveje svaghed et andet sted.

Modellen afspejler, hvordan kunder rent faktisk oplever en virksomhed: ikke som et gennemsnit af alle sine indsatser, men gennem det svageste led i kæden. En prisvindende webshop, hvor pakken aldrig kommer til tiden. En imødekommende kundeservice, der ikke kan løse problemet. En skarp strategi, der aldrig når ud til den medarbejder, kunden rent faktisk møder. Hvert svagt led trækker hele oplevelsen ned. Det er præcis derfor, kun 13 % består testen.

Selv det konservative tal er stadig en selvevaluering

Modenhedsindekset i denne undersøgelse er konservativt, men det er stadig et selvsyn. Alle 203 svar kommer fra CX-ansvarlige, der vurderer deres egen virksomhed. Vi har ikke spurgt deres kunder. Det er en indbygget begrænsning ved enhver undersøgelse, der måler indefra: den fanger, hvor systematisk en virksomhed opfatter, at de arbejder med kundeoplevelsen – ikke, hvordan kunderne rent faktisk oplever den. Det billede er oftest mere kritisk.

Medallias 2026 State of Customer Experience Report sammenligner netop de to perspektiver direkte: 66 % af CX-medarbejderne mener, deres virksomheds kundeoplevelse er blevet forbedret det seneste år. Kun 17 % af forbrugerne er enige. Et gab på 49 procentpoint mellem, hvad organisationen tror, og hvad kunderne oplever.

Henført til vores undersøgelses tal er konsekvensen ubehagelig. Hvis selv en stringent måling på seks dimensioner stadig kun fanger virksomhedens eget perspektiv, er 13 % nok den mest optimistiske udgave af sandheden. Spurgte man i stedet kunderne selv, er der god grund til at tro, at andelen af reelt modne virksomheder ville være endnu lavere – ikke højere. De 13 %, der kategoriseres som ”højt modne”, har ikke nødvendigvis den bedste kundeoplevelse i kundens øjne. De er blot dem, der er kommet tættest på at lukke hullet mellem deres selvbillede og virkeligheden.

Den magelige midte er den farligste zone

Fordelingen er tankevækkende: 33 % af virksomhederne har lav modenhed, 54 % ligger i en bred midtergruppe, og kun 13 % er reelt modne. Det er ikke bunden, der bør bekymre en direktion mest – det er midten. For virksomhederne i midten oplever fremgang: 32 % har allerede implementeret en struktureret indsats, 43 % er i gang, og hele 75 % indsamler løbende kundeindsigter. Der findes en strategi, der måles og kundeoplevelsen er et fast punkt på ledelsesmøderne.

Men vend tallet om. Hvis 32 % har en struktureret indsats, betyder det, at 68 % ikke er i mål endnu – næsten 7 ud af 10 virksomheder har altså stadig ikke forankret kundeoplevelsen som en fast del af, hvordan de arbejder. Det gælder i et segment, der allerede har prioriteret kundeoplevelsen, udpeget en CX-ansvarlig og afsat ressourcer til arbejdet. Et konkret symptom på den ubalance er, hvordan virksomhederne følger op på klager.

Det er ikke ambitionen, det skorter på. Det er evnen til at få strategi, måling, forbedring, ledelse og dokumentation til at hænge sammen på samme tid. Og den evne afgøres i direktionen, ikke i CX-funktionen.

Klagen er en oversete guldgrube i undersøgelsen

Kun 34 % af virksomhederne følger konsekvent op efter en klage eller reklamation, netop dér, hvor de mest påvirkelige kunder befinder sig, og hvor de mest værdifulde indsigter findes. Det er en dyr prioritering at overse, for en kunde, der klager, har allerede gjort en stor del af arbejdet for jer.

Langt de fleste utilfredse kunder siger nemlig aldrig noget. De forsvinder bare stille: opsiger abonnementet, skifter til en konkurrent, eller lader som minimum være med at anbefale jer til andre kunder. Virksomheden får aldrig at vide hvorfor. Den kunde, der rent faktisk klager, er derfor en undtagelse: en, der har brugt tid på at fortælle jer præcis, hvor noget gik galt, i stedet for bare at gå. At lade henvendelsen ende med en løst enkeltsag, uden systematisk opfølgning, er at kassere noget af den billigste og mest præcise kundedata, en virksomhed kan få adgang til.

Der er også en anden, ofte overset gevinst ved at følge konsekvent op: en klage, der bliver håndteret godt, kan gøre kunden mere loyal, end hvis problemet aldrig var opstået. Det kaldes inde for CX “service recovery paradokset”. En god genoprejsning viser kunden noget, en problemfri oplevelse aldrig kan, nemlig hvordan virksomheden reelt reagerer, når noget går galt. Uden systematisk opfølgning går den mulighed tabt hver eneste gang, en klage lander og aldrig bliver fulgt til dørs.

Klager fortæller desuden noget, ingen enkeltstående kundeundersøgelse kan: hvor de systemiske svage led i organisationen ligger. Ti ens klager på tværs af forskellige kunder er et mønster, og ofte det tidligste og billigste varsel om et problem, der ellers først bliver synligt måneder senere. Konsekvent klageopfølgning er derfor tæt på et gratis, tidligt varslingssystem, som de fleste virksomheder i undersøgelsen reelt har adgang til, men som kun godt hver tredje bruger systematisk. Og som tidligere nævnt følger klageopfølgning samme mønster som resten af modenhedsindekset: det er markant mere udbredt blandt de modne virksomheder end blandt de mindst modne. Endnu et eksempel på, at det er de mange små, konsekvente vaner, der til sammen afgør, om en virksomhed når op blandt de 13 % reelt modne.

Hvad adskiller de 13 % fra resten

Forskellen mellem de modne virksomheder og de øvrige er ikke til at tage fejl af. Blandt virksomheder med høj modenhed har 72 % allerede implementeret en struktureret indsats, mod 34 % i midtergruppen og kun 12 % blandt de mindst modne. Samme mønster gør sig gældende for troen på fremtiden: 56 % af de modne ser kundeoplevelsen som afgørende for virksomhedens fremtid, mod 23 % i midten og kun 15 % i bunden.

De modne virksomheder er altså ikke kun bedre rustet i dag, de tror også mest på kundeoplevelsen i morgen. Det er en selvforstærkende dynamik: de har set, at indsatsen virker, og investerer derfor videre, mens de mindre modne virksomheder risikerer at sakke yderligere bagud. For en direktion er det en vigtig erkendelse: den svære del er ikke at komme i gang, det er langt de fleste allerede. Den svære del er at komme i mål.

Forrester’s ”CX Predictions 2026” peger blandt andet på at ”budgetbesparelser vil tvinge 15% af CX-teams ind i en dødsspiral”. Endnu en konsekvens af ledelsens manglende tro på den forretningsøkonomiske værdi af CX-arbejdet.

Dokumentation er selve skillelinjen

Et af de klareste og mest signifikante mønstre i hele datasættet handler om dokumentation. Blandt de mindst modne virksomheder beregner hele 75 % aldrig den økonomiske effekt af deres CX-arbejde. I den brede midtergruppe gælder det 41 %, og blandt de mest modne kun 16 %. Med andre ord: jo længere en virksomhed er nået, jo mere konsekvent sætter den økonomi og effekt på sit arbejde.

Det er en vigtig nuance i forhold til at forstå modenhed som begreb: dokumentation er ikke bare en konsekvens af, at man i forvejen er moden. Den er en af de discipliner, der aktivt skaber modenheden. Uden dokumentation kan investeringen ikke retfærdiggøres. Uden investering bliver indsatsen halvhjertet. Og en halvhjertet indsats leverer sjældent de resultater, der kunne have dokumenteret værdien i første omgang. Det er en ond cirkel. Den rammer kundeoplevelsen hårdere end de fleste andre investeringer, netop fordi den er så let at skære fra, når budgetterne skal strammes.

Hvorfor midten er farlig lige nu

Timingen gør spørgsmålet mere presserende end blot en organisatorisk øvelse. 24 % af de CX-ansvarlige oplever allerede en moderat negativ påvirkning fra den globale økonomiske situation. Yderligere 9 % oplever en betydelig negativ påvirkning. Kun 17 % oplever, at det økonomiske pres faktisk driver flere investeringer i kundeoplevelsen. Når noget er vigtigt i ord, men ikke forankret i styringen, er det typisk blandt det første, der må vige, når der skal prioriteres hårdt.

Det er præcis her, forskellen mellem de modne og resten bliver synlig. De modne virksomheder har gjort kundeoplevelsen til en del af, hvordan de reelt styrer forretningen – ikke bare noget, de håber virker. Den store midtergruppe risikerer derfor et dobbelt tab i en hårdere periode: momentum, og den investering, der allerede er lagt i strategi og måling, men aldrig blev forankret dybt nok til at overleve en sparerunde.

Spørgsmålet til direktionen

Pointen er ikke at jagte en perfekt score på et modenhedsindeks. Pointen er at erkende, hvor organisationen reelt befinder sig – ikke hvor man TROR den er. De fleste virksomheder vil genkende sig selv i det brede midterfelt. Det er netop dér, det bliver farligt, for midten ligner umiddelbart fremgang ved første øjekast.

Det reelle spørgsmål er derfor ikke, om jeres virksomhed “arbejder med” kundeoplevelsen. De fleste gør. Spørgsmålet er, om I kan dokumentere, at strategi, måling, forbedring, ledelsesejerskab og medarbejderopbakning hænger sammen på samme tid eller om I, som 87 % af markedet, er stærke på det meste og svage på mindst ét sted, der trækker hele kundes oplevelse ned.

Kontakt

Få mere ud af dit arbejde med kundeloyalitet

Spørgsmål, kommentarer eller ønsker? Kontakt os gerne for en uforpligtende samtale – vi sidder klar til at hjælpe.

+45 7025 2627
info@loyaltygroup.dk

Du kan også udfylde formularen, så vil vi kontakte dig så hurtigt som muligt.